Udskriv

Torsdag d. 21. april deltog Nivå Gymnastikforening med tre hold til Sjællandsmesterskaberne for minipiger i gymnastikgrenen TeamGym. I alt deltog 49 hold fordelt på 6 divisioner. Første Nivå-hold der skulle i aktion var tredjeholdet der var placeret i 4. division. De startede med nogle fine banespring der gav dem puljens fjerde højeste karakter. Herefter skulle de på trampet. Der var desværre lidt mange fald og lidt fejl. Til gengæld kom pigerne stærkt igen og kørte en super flot rytmeserie, der blev belønnet med puljens næsthøjeste karakter. Samlet blev holdet nummer 8.

Senere på dagen var det tid til at både første- og andetholdet skulle i konkurrence. Begge hold lå i 2. division og skulle således konkurrerer mod hinanden. Andetholdet startede ud med en meget veludført konkurrence! Både banespring, trampetspring og den rytmiske serie kørte super flot! Især trampetspringene blev flot belønnet af dommerne med puljens næsthøjeste karakter. Herefter var det tid til førsteholdet skulle på gulvet. Pigerne startede ud lidt nervøst på banen hvilket resulterede i et par kiks og den næsthøjeste karakter i puljen. Efterfølgende fik pigerne styr på nerverne og kørte flotte trampetspring samt en flot rytmisk serie. På begge redskaber fik holdet den højeste karakter i puljen! Til slut fik de to hold besked om deres placeringer. Andetholdet vandt bronzemedaljer og førsteholdet vandt guldmedaljer!

Super flot præstation af de 3 minipigehold! Der går ikke længe før pigerne skal i aktion igen. De skal nemlig allerede i næste weekend til DM finalerne i Greve!

Videoklip af holdene er allerede på vores youtubechannel.

I morgen gælder det Sjællandsmesterskaberne for juniorer hvor Nivå deltager med to pigehold.

På billedet herunder ses de glade piger og trænere på første- og andetholdet.