Udskriv

I dag var det mini-førsteholdets tur til at skulle i konkurrence. Pigerne lå fra start på 6. pladsen i 2. division.

Pigerne startede konkurrencen ud med trampetspring. Op til denne konkurrence har vi arbejdet hårdt på, at pigerne selv skulle køre deres dobbeltsaltoer. Det lykkedes stort set, da der kun var to store modtagninger og hele fire piger der sprang med en lille hånd i landingen. Desværre var der også enkelte kiks og fald, og pigerne måtte nøjes med 10,416 point for deres trampetspring.

Herefter skulle pigerne lave deres rytmeserie. Musikken stoppede ca. 20 sekunder for tidligt, men på trods af dette holdt pigerne hovedet koldt og kørte deres serie færdigt! Pigerne kørte generelt en flot rytmeserie og blev belønnet med karakteren 13,033.

Til sidst skulle pigerne på bane. Her var sværheden skruet op og tre nye spring var taget med. På trods af nye spring fik pigerne alligevel den højeste udførelseskarakter i deres division, selvom der var sneget sig en syvende springer med i anden omgang. For deres flotte banespring fik pigerne divisionens femte højeste karakter på 13,466.

Dette gav pigerne i alt 55,648 point og de kunne beholde 6. pladsen i 2. division, og kan nu kalde sig Danmarks 14. bedste hold ud af de ca. 88 deltagende minipigehold.

Stor tillykke til pigerne med deres flotte placering!

Videoer kommer på Youtube i løbet af et par timer.