Udskriv

I weekenden var Springteam Sæby værter ved årets Danmarksmesterskaber for TeamGym juniorer. Et velafholdt stævne, som blev afviklet i Arena Nord i Frederikshavn.

Nivås juniorpige andethold lå i 5. division efter en forrygende 1. runde af DM. To af pigerne på holdet havde desværre meldt afbud og reservegymnaster blev hevet ind for at holdet overhovedet kunne stille op. Pigerne kørte en god konkurrence men konkurrenterne var et skridt foran og holdet sluttede på en samlet 8. plads.

Forventningerne til førsteholdet var store på trods af at holdet døjede med småskader, da guldmedaljerne kun var 0,1 point væk. Pigerne startede med deres rytmiske serie. En fejl ved musikbordet var dog skyld i at musikken startede  for sent og sluttede for tidligt. Det gav holdet en skidt start og usikkerhed og nervøsitet prægede efterfølgende resten af rytmeserien. Trænerne nedlagde protest til overdommeren, men denne fandt desværre inden grund til at Nivå gymnasterne skulle have et nyt forsøg. Holdet fik 3 point mindre for deres rytmeserie, end til Junior SM to uger tidligere, hvor holdet vandt guld i 2. division. Pigerne scorede højeste karakter på trampetten og tredjehøjest på banen, mens de måtte nøjes med 6. højeste karakter for deres rytmiske serie. Førsteholdet endte på en samlet fjerde plads i 3. division og måtte således tage turen hjem fra Frederikshavn uden medaljer.

Videoer kommer på nettet snarest muligt.