Udskriv


På billedet ses bagerst fra venstre: Trænerne Lina Prendergast, Henryk Tracz og Suna Prendergast
Forrest fra venstre: Marie Skammelsen og Olivia Wray

Fredag den 20. maj deltog Marie Skammelsen 10 år og Olivia Wray 9 år fra Nivå Gymnastikforening i Sjællandsmesterskabet for pigegymnaster i aldersgruppen pige 1 max 10 år. Pigerne fra Nivå konkurrerer på højeste niveau og deltog begge i Danmarksmesterskabet i marts hvor de placerede sig helt i top. Der var spænding fra start blandt de mange dygtige gymnaster og pigerne havde store forventninger til sig selv om at gøre deres bedste og vise at de er blandt landets bedste. Begge piger kørte en meget flot konkurrence. Marie udførte en gulvøvelse med en ny og svær springkombination som ikke tidligere er set i pige 1. Olivia havde også forbedret sig siden Danmarksmesterskabet og kunne denne gang vise sit flik-flak på bom for første gang i konkurrence. Pigernes fine præstationer kunne også ses til præmieoverrækkelsen. Olivia fik en samlet 7. plads og Marie kom ind som nr. 2. Marie fik derudover sølvmedalje i disciplinerne spring over hest og øvelse i barren. Hun fik guldmedalje for sin bomøvelse og sidst, men ikke mindst kunne begge piger stille sig på skamlen i øvelser i basic line (styrke og smidighed) idet Marie fik en 1. plads og Olivia en 3. plads. Men pigernes hårde træning slutter ikke her. Allerede om tre uger tager de afsted til Belgien for at deltage i XVII International Tournament. En internationale konkurrence hvor også 4 drengegymnaster fra foreningen deltager.